Kristina var så venlig at poste denne video på snerævens facebook profil og spørge om sneræven nu også var sådan en ræv, der stjæler andres ting. Hømf! Da sneræve (vulpes lagopus) og røde ræve (vulpes vulpes) kun er beslægtet rimeligt langt ude i rævefamilien kunne jeg naturligvis blot vaske mine hænder og fortælle Kristina, at hvad den røde ræv gør, intet har med os sneræve at gøre.
Problemet med videoen er, at den bygger på en stereotyp. En fordummende og fordomsfuld holdning til ræven, som bedst kan betegnes som dyrerigets svar på racisme (som vi jo af mangel på bedre ord kunne kalde bestisme efter det latinske ord for dyr bestia). Hvis sneræven lavede en sang i dag som handlede om at negere (se allerede bare ordet får det til at løbe koldt ned af nakken på jer) allesammen hedder Sambo går med tylskørt og dovner den under palmetræet hele dagen, ville I helt sikkert syntes det var et problem. Men med ræve er det åbenbart helt i orden at lufte den slags fordummende holdninger.
Hvorfra kommer så denne ondsindet myte om ræven fra?
Da menneskerne i Skandinavien og Nordeuropa for ca. 6000 år siden begyndte at slå sig ned for at dyrke jorden og holde husdyr, skete der noget med menneskernes holdning til ejerskab af jorden og vilde rovdyr. Førhen levede vilde rovdyr og mennesker et mere harmonisk samliv, da de begge levede af at jage andre byttedyr samt af bær og frugter. (Bevares da, rovdyrene blev også jaget at stenaldermenneskerne for deres pæls, men grundlæggende levede begge racer af at jage i naturen).
Fra bondestenalderen blev ræven som på linje med ulven (en endnu fjernere slægtning til sneræven) anset som forstyrrende og uønsket, da ræve og ulve ikke rettede sig efter menneskernes selvhævdede ejendomsret over både land og husdyr. I Bondestenalderen var menneskernes civilisation dog ikke så udbredt og der var rig plads til vild natur. Op igennem det attende og nittende århundrede ændrede dette sig dog markant i takt med at menneskerne blev flere og flere. I Danmark for eksempel forsvandt næsten al den vilde natur, da landets skove blev fældet for at bygge krigsskibe efter et nederlag til England 1801. Og ulven blev udryddet i stort set hele Nordeuropa. Den sidste ulv i Danmark blev skudt i 1813, og i dag lever der eksempelvis kun 250 ulve i Skandinavien under nøje overvågning af Svenska Rovdjurförening.
Og hvad så med Mikkel Ræv?
Den røde ræv er blevet synonym med tyvagtighed, snuhed og en masse andre dårlige eneskaber som at spræde smitte med hundegalskab og ræveskab til hunde. Og selv i det små lever myten om den dårlige ræv: Prøv eksempelvis at smage på disse to linjer fra den ellers harmløse godnatsang "Solen er så rød mor":
Ræven står derude mor
vi låser vores gang
vi låser vores gang
Hømf!
Ja ræven er åbenbart noget man skal passe på.
Virkelighedens Mikkel Ræv er derimod en sørgelig historie om et vildt rovdyr, som på grund af menneskecivilisationens udbredelse i stor stil er blevet fordrevet fra dens oprindelige tilhørssteder. Primært fordi de ikke findes længere i en gennemkontrolleret menneskeskabt "natur". Og menneskernes svar er på bedste kolonialistiske stil at skabe myter om den tyvagtige Mikkel Ræv. Helt på linje med andre kolonimagters andre myter om oprindelige folk (Fx fulde grønlændere eller barnlige Sameer). Og Mikkel Ræv? Ja han må finde sin føde i menneskets skraldespand.
Hømf!
