onsdag den 23. februar 2011

Zorbas libyske kontakter (hømf files nr 3)



Nuvel, Superkatten Zorba er ikke helt glemt. Takket være Wikileaks har Sneræven fra Østgrønland fået adgang til denne kontrakt der mere end antyder, at Superkatten Zorba er engageret i våbenhandel til Libyen. Kontrakten ovenover mellem Central Intelligence Agencies Shipping and Peace Department og Great Socialist People's Libyan Arab handler om salg af anti-riot kampfly. I kontrakten står anført en Zorba the Supercat som underskriver sammen med Moammar Gaddafi. Selvom Sneræven fra Østgrønland ikke kan bevise, at denne kat er identisk med Superkatten Zorba ligner poteaftrykket dog i høj grad Zorbas.

mandag den 21. februar 2011

Alle præsidentens mænd…


Jasminrevolution, opgør med diktatorvælde, demokratibevægelser, twitter og folkets røst… Hømf!

På en uge går mellemøstens ledere fra at være nære venner til at være slemme skurke. Præsidenter er nu diktatorer og mellemøstens befolkning ”araberne” er ikke længere islamiske ekstremister og terrorister. Nu er de demokratiforkæmpere, bloggere, veluddannede og frem for alt et legitimt folk. Hømf! Det har de naturligvis været hele tiden, men for det meste omtaler I den arabiske verden og den arabiske befolkning med en stor skepsis. Efter at Bin Ladin og co. valgte af flyve med fly omkring New Yorks skyline har I været åh så skeptiske overfor mellemøsten. (Ja måske går skepsissen endda helt tilbage til 1970’ernes blygrå tid med flykapringer og gidselstagninger?).

Lad os tage Egyptens Hosni. Fra at være Præsident Mubarak er han på en uge gået til Despot Mubarak. Ekspræsidenten ikke længere en af den vestlige verden (læs USA og EU) tætte allierede, men nu en grum diktator. Ja ja han har da være diktator hele tiden, men efter at hans forgænger Sadat brød med Sovjet har han været en af jeres vigtige allieret og med i cognac klubben. Senest i samarbejdet med at begrænse flygtninge til Fort Syd-Europa, bekæmpelse af terrorisme og sin delvise støtte til Israel.

På samme måde kunne I med bekymrede miner diskutere det problematiske i, at islamisterne fik for mange sæder parlamentet i Egyptens valg i 2005. Oppositionen var jo fra det Muslimske Broderskab og islamistiske terrorister kan I ikke lide. I diskuterede demokratiets dilemmaer, som om I talte om Nazi Tysklands valg af Hitler i 1930’erne. (Diskussionen minder for øvrigt om de diskussioner I har om Tyrkiet - Se der kan I heller ikke lide at folket stemmer på de forkerte). Samtidig ser I ikke noget problem i at invadere andre lande i demokratiets navn: Afghanistan, Irak (og var det Nordkorea og Iran som er næste i køen?)

Jo (hømf!), undertegnet sneræv skal da naturligvis være den første til at støtte op omkring demokratibevægelserne i den arabiske verden. (Måske ville den være en kende mere entusiastisk, hvis det var indeburet pælsræve som gjorde oprør). Derimod - hømf! - er der ikke meget tilovers for den dobbeltmoral som den vestlige verden (medier, regeringer og intellektuelle) går til denne nye bølge af oprør og revolution i den arabiske verden. (Sneræven er da klar over, at der både findes P1 og mindre snæversynet mennesker derude, så du kære læsere kan godt pudse glorien).

Med dette indlæg skyder Snerævens blog et tema om jeres (læs: mennesker) måde at snakke om os andre på på. Følg med her på bloggen. (Bare rolig Zorba jeg har ikke glemt dig!).

I næste uge: Mårhund, Vaskebjørnen og invasionen af dræbersnegle

mandag den 7. februar 2011

Hvem husker ikke...

Hømf!
Det store spørgsmål er naturligvis, hvad der ville ske for Leonardo, hvis man tilføjede en farve, hvor Dan Brown indgik i...

lørdag den 5. februar 2011

Når teknologi møder naturen

Undertegnet sneræv vil gerne have jer til at se denne smukke animeret film om naturens møde med IT-samfundet. Se den godmodige båndspolers forelskelse i havfruen og de elektroniske mus' invasion. Selv Al Gore kan ikke udtrykke klimaproblematikken bedre. Hømf!



Tak til Sarapparat for tippet.

onsdag den 2. februar 2011

En tribute til sneræven

Marina var så venlig at posten denne smukke video på snerævens facebookprofil. Lig mærke til de flotte spring sneræven på videoen laver oppe ad bakken. Simpelthen smukt!



Hømf!

tirsdag den 1. februar 2011

Den sociale revolution!

Inspireret af twitter revolutionen i Egypten og Tunesien sørger denne Sneræv fra Østgrønland for et større netværk blandt sneræve. Når vi er nok, starter vi en revolution mod klimasvinene og for bedre forhold for sneræve og andre af polaregnes mange dyr! (Hømf!)

Sneræve i alle polaregne foren jer!

mandag den 24. januar 2011

Nye anklager mod Zorba (Hømf-files nr. 2)

Forestiller nedenstående billede virkelig Zorba? Nye anklager mod katten Zorba kommer fra en uventet kant.


Hømf! Sneræven fra Østgrønland er ikke ene om at finde suspekte ting om katten Zorba (den kat som kalder sig for superkat). For godt to måneder siden kunne undertegnet Sneræv afsløre, dele af Zorbas meget plettede fortid i første udgave af hømf!-files. Denne gang drejer det sig om hunden Theodore Warburton, som på Zorbas facebook profil har bemærket at Zorbas nye profilbillede på facebook (ovenstående billede), er et portræt af James Ebenezer Albert von Katz og ikke af Zorba. Som det allerede er afsløret her på bloggen, er Zorbas fader ingen mindre end Heinrich Von Katz, en flygtning fra det 3. rige og en skummel fortid i SS. Om James Ebenezer Albert von Katz også er en del af denne gren af Von Katz familien er endnu uvist.

"Bedrager mine øjne mig? Den usle Zorba misbruger portrættet af min kære gamle ven William James Ebenezer Albert von Katz i sit eget navn! Har man kendt mage. Blot fordi man selv ingen klasse har, giver det ikke ret til at iføre sig lånte fjer og udgive sig for at være en anden. Jeg vil lade høre fra min advokat(!)"

...udtaler Theodore Warburton sig på Zorbas facebook profil. Om en hund som Theodore Warburton er troværdig vides ikke. Warburton har tidligere kommet med kontroversielle synspunkter om bl.a. rævejagt (Hømf!) og det engelske kolonistyre.


Sagens to hovedpersoner - Zorba og Theodore Warburton.